En omvej på arbejde

Jeg tog tidligt af sted i morges. Først skulle jeg forbi vores marked for at kigge efter snørrebånd til mine sko, så over posthuset og morgenmad, inden jeg havnede her i den airconditionerede og vagtsikrede kontorbygning.

Fortovsfejeren vasker sin unge
Tøffende ned af Norodom Boulevard vågnede min øjne. Udenfor en af de mange ministerielle bygninger rendte to små gadepiger rundt om benene på deres mor, som klædt i den sin grønne uniform fejrede et fortorv.

Hun stoppede sit arbejde og foldede den mindste piges bluse op til brystkassen. Den 1-årige pige havde ingen bukser eller underbukser på, og moren begyndte at vaske hende med hjælp fra storesøsteren, der hældte vand ud over lillesøster fra en plasticflaske.

Limsnifferi og militante morgenråb
Ved morgenmadsbordet på en af Phnom Penhs mange restauranter slog militante morgenråb mod mine ører. Efter et par sekunder i uvidenhed fastslog jeg de skingre toner som børnestemmer, og da jeg senere gik forbi en skolegård, stod en flok unge i geled. En lærer råbte kommandoer ud af en megafon, og de uniformsklædte børn med søvn i øjenkrogene bevægede arme og ben taktfast til deres modsvar.

Et hjørne tættere på mit arbejde var jeg ved at træde på en limsniffende hjemløs teenager. Han lå halvt ind under en kæmpe firehjulstrækker af mærket Lexus, så jeg så ham kun lige i tide til at træde udenom.

Omvendt proportionelt
Jeg kan ikke bevise det, men ud fra hvad mine garvede kollegaer siger, så er antallet af hjemløse i Phnom Penh centrum faldet omvendt proportionelt med indtoget af kæmpestore firehjulstrækkere. De buldrer igennem byen med hornet i bund og solbriller bag de tonede ruder, der holder gadestank og proportioner ude.

Hjemløse og fattige klæder ikke en by, der er i gang med at gøre plads til højehuse, indkøbscentre og flere store biler. I 2002 udtalte Phnom Penhs guvernør Chea Sophara, at de ville rydde byen for ”hjemløse familier, narkomaner og gadebørn” inden et stort ASEAN-møde ( Foreningen af Sydøstasiatiske Lande).

Senere trak han udtalelsen tilbage, men fattige familier bliver stadig trukket ud af byerne under kritisable forhold. Det nyeste tilfælde er omkring den store Boeung Kak (Kak Søen), hvor henved 4.050 familier langsomt men sikkert bliver tvunget til at forlade deres hjem. Søen og dens omgivelse er lejet de 99 år til et ”udviklingsfirma”, der skal smuksere området med alt godt til en boomende rig klasse.